BASEN, Edwin Rahrsvej 52, 8220 Brabrand. Tlf.: 86 26 21 00
  • Basen i dag
    		•
  • Brendstrupgård
    		•
  • Lidt forhistorie
    		•
  • Café Mundgodt
    		•
  • Åbningstider
    		•
  • Systuen
    		•
  • Skriveværksted
    		•
  • Billedværksted
    		•

    Basen i dag

    Basen er en amtskommunal institution, der henviser sig til psykisk sårbare, hjemløse, personer med et misbrugsproblem, samt mennesker der har mistet tilknytningen til arbejdslivet eller aldrig har været ude i det.
    Der har i de seneste år været en række tiltag med det formål at få nogle af de udgrænsede grupper tilbage i arbejdslivet: Den nye servicelov, puljejob, flexjob og lignende. En anden ny tanke er "det åbne arbejdsmarked", hvis idé er, at erhvervslivet bør tage en større del af ansvaret for mennesker, der på en eller anden måde kræver særlige hensyn.
    Alligevel opleves det for en del af brugerne som en vanskelig opgave at komme tilbage til arbejdslivet.

    Basen har mange forskellige "ansigter. Den er et værested, hvis hjerte er den brugerstyrede Café Mundgodt. På aktivitetsdelen arbejder vi med udtryk i bredeste forstand: Billeder, drama, teater og gøgl, radio, foto og film, skriveværksted, samt kulturaftener.

    På Basen handler det om at opbygge et fællesskab, og skabe et netværk. Har man en personlig nedtur kan det have stor betydning at vide, at: På Basen er der næsten altid mennesker, der har tid til at snakke - uanset om det er en snak med andre brugere, du har brug for, eller en samtale med en medarbejder.
    På Basen kan du også fordybe dig i forskellige aktiviteter og gøremål, i dit eget personlige tempo.

    Nogle af de menensker, der kommer på Basen, har oplevet store personlige sorger, som har mærket dem for livet. Målt med successamfundets målestok vurderes de måske som personer, der ikke har "succes" med deres liv. Sorg og smerte er blevet følelser, de fleste af os skjuler for andre.
    Men et menneske, der må skjule en del af sig (sit) selv, er et splittet menneske. Dette gælder også den personlige fortid, selv om den måske har været besværlig og smertefuld. Den personlige fortid er et menneskes historie og fundament. - Man kan ikke ændre sin fortid, men man kan ændre sin holdning til den, og derved skabe en positiv drejning i forhold til sit fremtidige liv.

    På Basen forsøger vi at styrke både "jeg'et" - den menneskelige selvreflektion og evne til at analysere, planlægge og handle, og "selv'et" - den menneskelige evne til at være, at føle og at opleve sig selv og omgivelserne på en realistisk måde.

    Kontakten med "selv'et", er en forudsætning for at kunne sørge for sine egne behov og have det godt, medens udviklingen af "jeg'et" er nødvendig, for at kunne manøvrere og tage de rigtige beslutninger.
    Udviklingen af "jeg'et" er i særlig grad blevet nødvendig i det moderne samfund, hvor den enkelte i stadig større udstrækning selv må bære ansvaret for sin egen livskvalitet.
    Udviklingen af begge "kompetencer" er nødvendige for at kunne indgå i meningsfulde og bæredygtige relationer til andre mennesker.

    Udover selve Basen, som har åbent i dag- og aftentimer både på hver- og helligdage, er der tilknyttet nogle bosteder til Basen: To lejligheder på Gudrunsvej 38 og 40 i Gellerupparken, og Brendstrupgård som er et udslusningssted.

    Brendstrupgård

    Brendstrupgård er ejet af Århus Kommune. Basen og Distriktspsykiatrien var hver for sig potentielle lejere. Distriktspsykiatrien havde en arkitekt med ude at se på Brendstrupgård, og denne mente, at det ville koste 4 mill., hvis stedet skulle gøres beboeligt. Kaj Vestergård, områdechef for driftsområdet for voksne handicappede, gik ind i en forhandling med Århus Kommune, som udmundede i, at Basen 1997 fik lavet en lejekontrakt, så Basen står som lejere i en periode af mindst 10 år.

    Om Brendstrupgård. - Ulrich, medarbejder på Basen fortæller:

    Hvis vi går 50 år tilbage i tiden var det et mønsterlandbrug, hvor landbrugsstuderende kom ud som kandidater. Det var kendt i hele landet og var meget moderne dengang. En af ejerne var meget religiøs og fik foranlediget, at der ikke skulle være nogle udskænkningssteder i hele området, så der er simpelthen ingen værtshuse derude.
    Der er kælder under hele hovedbygningen, og det er ligesom et stykke historie at gå ned i den kælder. Det var tjenestefolkenes område; dengang var der upstairs og downstairs, jo lavere man var i hierakiet, jo tættere kom man på kælderrummene. Der er f.eks. vaskerum dernede, hvor der stod en gammel vaskemaskine, som kørte på en benzinmotor. Der var også en gammeldags gruekedel, hvor man fyrede op, og et rum hvor der var rullestue; der står en gammel rulle derinde stadigvæk. Lige nedenunder køkkenet var der et stort rum med en elevator op til køkkenet, der har tjenestefolkene spist dengang.

    60'er kollektiv. Senere var der i mange år sådan et rigtigt 60'er kollektiv. Bendy, der har et snedkerværksted derude, kan fortælle mange lystige historier fra den tid. Der er en meget stor gårdsplads, og på et tidspunkt arrangerede kollektivet en stor rockfestival. Det var et kendt punkband, der skulle komme og spille, og det blev slået stort op, men der kom ikke ret mange mennesker. Dem der kom, var til gengæld ret specielle, og bandet spillede så højt, at de kunne høre det helt ovre på Skejby Sygehus.

    Renoveringen. Selve huset var mildest talt ramponeret og forfaldent, og vi stod over for en kæmpestor renovering. Basen søgte nogle puljemidler i amtet, og der blev lavet et overslag på knap 300.000 kr.
    En uddannet murer ved navn Anette, blev ansat i puljejob. Hun var en meget entusiastisk dame, og hun gik simpelthen i gang med en klaphammer. Stort set alt blev banket ned. Hun var derude et par måneder, og så kunne jeg få lov at overtage det bagefter. Det lignede simpelthen en ruin - murbrokker, og alt var kaos.
    Det hele var meget impulsivt, fordi der ikke var lavet nogen overordnet plan fra amtets side. Vi var jo ikke ligefrem uddannede til at renovere gamle bygninger. Amtet fik fat på et arkitektfirma, som gennemgik hele bygningen, og fandt ud af hvad der skulle laves, og der blev lavet en entreprise med elektriker, tømrer, murer o.s.v...., og der blev lavet et tilbud af et firma. De fik så arbejdet til at begynde med, men pengene slap ret hurtigt op. Man fandt så ud af, at man blev nødt til at klappe pengekassen i.
    Vi stod så derude med håret i postkassen, men fik så midler til at gå i gang med de ting, vi kunne overskue. Jeg havde en 2-3 brugere til at hjælpe mig i den periode. Nils flyttede derud for at holde det lidt under opsyn. Der havde været indbrud derude, så han blev sådan en slags opsynsmand, samtidig med, at han også var engageret i renoveringen af bygningen. Den kontrakt, der blev lavet, gik ikke kun på det indvendige, der var også den udvendige vedligeholdelse. Det trængte uhyggeligt meget til renovering, det hele skreg på Gori og det ene og det andet. Det gik hurtigt op for os, at det var en meget, meget stor opgave. Det er jo sådan med gamle huse, at hvis man begynder at pille ved et eller andet, så skvatter der lige pludselig en halv mur ned. Det gik utrolig langsomt, og det var besværligt.

    Udslusningsbolig. Idéen var, at der skulle være 5 udslusningsboliger derude. Det vi prioriterede var køkkenet, badeværelset og de personlige værelser. I øjeblikket bor der 5 derude. Vi mangler så det ene badeværelse, som vi regner emd bliver ordnet i løbet af kort tid; der har vi lige fået sat fliser op. Så mangler vi en enkelt stue og nogle gangarealer, samt indretningen af et lille kontor.
    Efterhånden er det begyndt at tage form. Det er jo et dejligt sted, og det bliver alletiders, når det bliver færdigt. Men det har ikke været uden blod, sved og tårer. Der har været mange forhindringer undervejs. Hvis bare man skal tapetsere, skal man til tider først banke halvdelen af murværket ned. Det er meget omstændeligt.
    Der er fuld kælder under hele bygningen, men den har vi ikke spekuleret så meget over endnu, den er meget miserabel.
    Det vi kommer til at koncentrere os om lige nu, er den udvendige vedligeholdelse, for hvis vinduer og døre ikke snart får et eller andet, så går det galt. Vi har det princip her på Basen, at hvis man bor i Basen's regi, så skal man enten være under uddannelse, have arbejde eller deltage i vores aktiviteter. Der er nogle der har arbejde, andre går til arbejdsprøvning. Det er meget forskellige mennesker. Brendstrupgård er en udflytterbolig, en mellemstation - før folk flytter ud i det pulserende samfund, og skal lære at klare sig selv.
    Arbejdet, med renovering af bygningerne, har således i en periode fungeret som aktivering for nogle af beboerne. den renovering, vi har lavet lige nu, er meget omfattende, alt er simpelthen skiftet ud. Nu er det jo så op til os selv, at passe ordentligt på det.
    Der er også en stor have, og en meget stor gårdsplads, som vi også skal holde pænt. Det handler meget om at få en struktur på, så vi når hele vejen rundt. Der er garanteret nok at se til sådan et sted, når man er beboer/bruger, og det er jo noget der primært foregår i fritiden.

    Naboerne. Bortset fra en enkelt derude, som var utilfreds med, at der skulle ligge en instution i området, er det de bedste forhold; nogle af dem har vi faktisk snakket meget godt med, og en enkelt af dem kommer også ind og drikker kaffe - det er meget fordrageligt.

    Dagligdagen Det er altid svært, når man bor så mange mennesker sammen. Det er vigtigt, at man får lagt struktur på. Man har lavet en rengøringsturnus, så det går simpelthen på skift, man har et ansvarsområde, og der er nogle overordnede husregler. Det er jo ikke særlig rart at se på en gammel opvask, slutter Ulrich.

    Lidt forhistorie

    Begyndelsen: 1. maj 1989 blev Basen oprettet i en lejlighed på Gudrunsvej 12 som et værested for alkoholikere. I september flyttede de første beboere ind i de to tilknyttede lejligheder i nr. 38 og 40. Da Amtet i starten af 90'erne besluttede, at der skulle oprettes 4 rådgivninger, og den ene af disse blev lokaliseret på Edwin rahrsvej 52, blev Basens aktiviteter flyttet hertil. Der blev oprettet en rådgivning med 2 socialpædagoger, 1 socialrådgiver og en psykiater tilknyttet. De to lejligheder i nr. 38 og 40 er stadig tilknyttet Basen.

    "Vi var kendte i gadebilledet; vi var meget synlige og havde
    god kontakt med både nærpolitiet og præsten".
    I begyndelsen var en meget stor del af de ansattes arbejde opsøgende virksomhed, f.eks. ved "Tommy's Bodega" ved Shell tankstationen, "Hullet" i viadukten under Silkeborgvej ved City Vest, og ved biblioteket.

    Der var tre hovedgrupperinger: Ved biblioteket holdt grønlænderne til, i "Hullet" dem fra Søvangen og den nederste del af Gellerup, og på "Tommy's Bodega" var det den øverste del af Gellerup og Toveshøj. Disse tre grupper blandede sig ikke med hinanden. Da folk i kvarteret følte sig generet af, at folk stod og drak ved "Tommy's Bodega", byggede Brabrand Boligforening og Shell tanken et skur, så man ikke kunne se dem fra vejen.
    Det var ikke den store succes, og skuret blev atter revet ned. Derefter lavede man "Lunden", Drankerlunden, nogle træhuse mellem Lottesvej og Dorthesvej; disse huse bruges stadig.

    "Vi havde et godt samarbejde med Brabrand Boligforening. Jeg var f.eks. ude ved flere generalforsamlinger og fortælle om Basen. Vi havde også mange hjemmebesøg på cykel og gå-ben. Nyhederne om Basen bredte sig helt til Kolind, hvor vi også var ude at lave opsøgende arbejde. Vi tog f.eks. ud på skolerne sammen med brugere, og snakkede om alkohol- og pillemisbrug. Da vi flyttede herop på Edwin Rahrsvej var der ikke mere tid til det opsøgende arbejde", udtaler Jonna Thingvad, medarbejder på Basen gennem 10 år.
    "I dag sætter vi en annonce i avisen om, at der kører de og de projekter heroppe. Dengang var det efter mund til mund metoden. Vi gik ind og faldt i snak med folk i Føtex' cafeteria, MacKenzie's Pub i City Vest og Mosquito Bodaga overfor biblioteket. Vi havde også små sedler med, som vi smed ind til folk hvis de ikke var hjemme: Vi har været her, og vi kommer igen den og den dag.
    Når der var fællesarrangementer brugte vi amtets lokaler, eller vi lejede os ind i beboerhuset "Tousgårdsladen". Dengang var vi et lille sted, der favnede vidt. Vi sagde aldrig nej til nogen, eller til at komme og sige goddag. Ulempen ved at være lokaliseret i Gellerup var, at vi var meget styrede af Brabrand Boligforening, idet beboerne i denne boligforening skulle prioriteres fremfor f.eks. beboere fra Bispehaven. Basen havde åbent hver dag kl. 8-21, i weekenden kl. 14-21. Dengang var der kortklub om aftenen.
    Da Basen flyttede til Edwin Rahrsvej opprioriteredes aktivitetsdelen, og det opsøgende arbejde blev nedprioriteret. Med årene er åbningstiden blevet kortere, og på grund af aktiviteterne prioriterer vi at have åbent om dagen".

    Café Mundgodt

    I "gamle dage", dengang Basen lå på Gudrunsvej, opdagede vi, at folk ikke fik ordentlig mad. Derfor ville vi gerne give folk mulighed for at få en varm ret. På helligdage lavede vi altid mad, torsdage kunne man købe mad for et symbolsk beløb. Brugere og medarbejdere lavede maden i fællesskab. Jul og nytår spiste man gratis. Men det var ikke nok, så vi begyndte at spise i Beboerhuset Tousgårdsladens Folkekøkken, hvor man kunne/skulle melde sig til spisning. Onsdag aften blev "døbt" til kulturaften, og der blev der også lavet varm mad.
    For ca. 2 år siden blev Caféen lavet om til en forening. Den blev døbt Café Mundgodt, og den er overvejende brugerstyret, fortæller Jonna.

    Der bliver ført mange samtaler i Caféen, grinet og grædt. Det er stedet hvor alle mødes til morgensamling om morgenen, og i weekenden er den hyggested med spil, musik og sang.

    Det koster 20 kr. for en middag, eller 17 kr. hvis man køber et 10-turs klippekort. Kaffekort koster 25 kr., thekort koster 12,50 kr. og combikort koster 18,75 kr., alle til en uges forbrug af kaffe/the.

    Gæster, potentielle eller nye brugere kan altid komme og få en kop gratis kaffe eller the.



    Systuen:

    I systuen er der faktisk flere funktioner, fordi vi har radioen - Basens Vestredaktion - derinde også, fortæller Jane. Vi stopper symaskinerne, når de har mikrofon på, og vi har det vældigt hyggeligt. De har lavet en CD'er til hjælp for Kosovo, og så var der jo "live" musikoptagelse inde i systuen. Systuen bliver også brugt til - vi kalder det "Basen i Basen" - fordi der er blevet løst mange problemer derinde. Der er fortalt mange kærlighedshistorier, og det der private, ikke, og "Nu er han ikke til at holde ud længere", og madopskrifter og så har vi haft nogle kurser, hvor der er kommet en lærer udefra, som har været kvalificeret inden for syning.

    Bh og trusser.... Der var blondesyning, altså bh og truser, og det var de mandlige brugere jo meget interesserede i, og det er jo ret forståeligt. Og så fik vi blå blondegardiner op for vinduerne, der er vinduer ud til gangen, og så var der nogen, der var oppe i en genbrugsbutik, og så fandt de et billede af et blåt hav og blå himmel. Blåt i blåt. Christian, som laver radio, han er gammel sømand, så det var til ære for ham, vi købte det billede, med guldramme, det var han meget beæret over. De blondegardiner, der så er sat for vinduerne, der kunne man godt associere til noget andet, fordi når man optog i radioen, så kunne der være en rød lampe sat udenfor, det betød optaget. Hvis man så sætter blonder og det hele sammen, er det op til folk selv, hvad de vil tænke!

    Det er jo dejligt at ku' gøre noget for nogen. Jo, så har vi også en anden funktion, systuen og pigerne. Mændene kommer ind med deres tøj, og så skal de have skiftet en lynlås ud, og så er bukserne, de lige har købt, for lange. Der har man igen det der med, at det er dejligt at ku' gøre noget for nogen, ikke? Altså, nu f.eks. en af brugerne er tømrer, og så har Britta syet nogle gardiner om, så de passer til hans lejlighed, og jeg har syet nogle puder til hans sofa, og fundet et tæppe, som vi ved fælles hjælp fik renset - sådan et pyntetæppe. - Og så sliber han vores spisebord af derhjemme, ikke. Sådan foregår det.
    Ham der spiller guitar til vores søndagsmatiné, han giver også musikundervisning inde i systuen. Og Carsten, en af brugerne, når han ikke kunne holde ud at være ude i Caféen, når der var for mange derude, så tog han en rød sodavand, et dameblad og så en cigaret. Og der sad han så herinde og nød det, inde ved radioen, slutter Jane.



    Skriveværksted:

    Kunsten er at skrive noget, som mange ved, men kun få siger. På Basens skriveværksted er der i årenes løb blevet skrevet både digte, prosa og erindringer.
    Udover "Hjerternes Kultur" er der i 1992 blevet udgivet "Når Sjælen Danser", en samling digte og noveller, samt "Livsbilleder" i 1995, der indeholder tekster og billeder, produceret af brugerne.
    Skriveværkstedet har også produceret tekst til et radiospil, "Basens Julekalender", udsendt via radioen af Basens Vestredaktion i december 1998.

    Skriveværkstedet sætter fokus på den kreative skriveproces: I skriveværkstedet kan man sætte ord på det, man oplever: I skriveværkstedet kan man øve sig i at sætte ord på noget, man måske ikke er vant til at sætte ord på: Sommetider vil det, man skriver, måske føles privat, d.v.s. som noget, der tilhører mig, og som jeg gerne vil holde for mig selv. Private tekster kan bidrage til ens egen afklaring og selvforståelse - hvad var det egentlig der skete, og hvorfor handlede jeg, som jeg gjorde.

    Andre gange vil det man skriver, opleves personligt, det vil sige, som noget der vedrører mig, som jeg gerne vil dele med andre. Når man får lysten til at dele noget personligt med andre, kan det være fordi man fornemmer, at det man oplever, er genkendeligt for andre.
    Hvis det skrevne rammer en sådan genkendelse, vil forfatteren opleve at være blevet set, "spejlet", oplevet og forstået af andre. Og læseren vil opleve det samme!
    Dette er et fundamentalt menneskeligt behov - at føle sig set og oplevet af andre, præcis som man er.

    Kunsten er at skrive noget, som mange ved, men kun få siger. Lykkes det, har man gjort det personlige alment.



    Billedværksted:

    På Basens billedværksted arbejdes der med billedfremstilling, ud fra forskellige mål og metoder.
    Der har været forskellige temaer, der tager udgangspunkt i deltagernes baggrund og hverdagsliv.
    I maleprocessen, er målet dels at lære noget om de grundlæggende teknikker og materialer, såsom blyant, akvarel, pastelfarve og acryl. Der undervises i de grundlæggende elementer: Farve, lys, skygge og komposition.
    Der lægges stor vægt på den frie maleproces, hvor der er mulighed for at udtrykke følelser, stemninger og oplevelser. Her arbejder vi som regel på større formater med acryl. Inspirationen til billederne kan komme fra musik, kropslig opvarmning, en tekst, naturen og årstiderne.
    Billedværkstedet bliver også brugt til at afklare forskellige problemstillinger og ressourcer.

    På "Kasseprojektet", skulle hver enkelt kursist fremstille og dekorere en fortids- og en fremtidskasse, og på den måde arbejde billedligt - med fortid, nutid og fremtid.
    Arbejdsopgaven og metoden havde flere mål, som kunne opfyldes på én gang.
    Det var også vores mål, at alle nederlag og vanskeligheder, som det forventedes ville blive synlige, skulle belyses fra en ny vinkel, hvor den enkeltes styrke og ressourcer skulle fremhæves.
    Formålet var, at den enkelte fik mere fat i de evner og færdigheder, der havde gjort det muligt for den pågældende, at overvinde store vanskeligheder og kriser.



    Åbningstider:

    Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag
    8 - 16 8 - 16 8 - 21 8 - 21 8 - 14 15 - 23 14 - 20